Region Syddanmark

Region Syddanmark

Baagøes Allé 15, Indgang 53, 5700 Svendborg

Overlæge/Afdelingslæge med speciale i lungemedicin søges til Medicinsk Afdeling M/FAM, Svendborg Sygehus

Den lungemedicinske funktion, der er en del af Medicinsk afd. M/FAM, består aktuelt af 13 senge samt et lungemedicinsk ambulatorium, hvor der på årsbasis er ca. 15.000 besøg.

I de lungemedicinske senge modtages patienter med bl.a. KOL, astma og respiratoriske infektionssygdomme. En stue er indrettet som observationsstue forbeholdt patienter med respirationssvigt og behov for NIV- eller high flow-behandling. 

I ambulatoriet ses et bredt udsnit af lungemedicinske specialepatienter, herunder KOL, astma, sarkoidose, tuberkulose, udredning for hoste og på mistanke om interstitiel lungesygdom samt søvnapnø. Der foretages pleuracentese, lunge-ultralyd, bronkoskopier incl. EBUS samt diverse lungefunktionsundersøgelser. Der er desuden telemedicinsk behandling i form af  Hjemme-NIV samt KOL-kuffert til KOL-patienter efter udskrivelse. Afdelingen deltager i det regionale samarbejde om tuberkulose. 

Der er et tæt samarbejde med Lungemedicinsk Afdeling J i Odense omkring udredning og behandling af astma og ILS, bronkoskopi og om fordelingen af diverse specialepatienter samt med Respirationscenter Syd omkring patienter med kronisk respirationsinsufficiens.   

Om stillingen 
Dit primære arbejdsområde vil være det daglige kliniske arbejde omkring specialets 13 stationære senge, samt i det tilknyttede ambulatorium, hvor der udover bronkoskopi (inkl. EBUS) udredes og behandles uselekterede lungemedicinske patienter iht. Sundhedsstyrelsens specialeplan. I vagten vil du se akutte patienter i FAM. 
I det lungemedicinske sengeafsnit, er der endvidere indlagte medicinske patienter med infektioner, hvortil patienter i hjemmeantibiotika er allokeret. Der gås dagligt virtuel stuegang på de hjemmeindlagte patienter, behandlingsansvaret ligger hos lægerne i FAM.

Kvalifikationer
Du er speciallæge i intern medicin/lungemedicin og kan varetage både akutte og kroniske problemstillinger. Herudover lægger vi vægt på, at du:

  • kan arbejde selvstændigt og er faglig ambitiøs
  • har interesse for den medicinske patient     
  • er fagligt inspirerende og prioriterer patient- og pårørendeinvolvering både i ord og handling
  • har lyst til at bidrage til afdelingens fortsatte udvikling frem mod Svendborg Specialsygehus sammen med afdelingens øvrige specialer     
  • har gode samarbejdsevner og lyst til at indgå i tværfagligt samarbejde med høj faglighed som udgangspunkt
  • har lyst til at deltage i udviklings, forsknings og innovationsprojekter
  • deltager i undervisning af kolleger, lægestuderende og plejepersonale
     

Medicinsk Afdeling M/FAM er en stor afdeling, som modtager uselekterede intern medicinske patienter. Afdelingen har i alt 9 afsnit fordelt på 2 matrikler, Svendborg og Nyborg. 
FAM, der er en del af Medicinsk Afdeling M/FAM, er en fælles akutmodtagelse for hele OUH Svendborg Sygehus, hvor fødsler og prævisiteret akut kardiologi er undtaget.  

Afdelingen er normeret til i alt 80 senge (Medicinsk Sengeafsnit 28, Kardiologisk Sengeafsnit MK/KARMA 36) samt 16 senge i FAM. Optageområdet er på ca. 170.000 indbyggere. Der er årligt ca. 7.500 indlæggelser og 60.000 ambulante besøg. Afdelingens lægestab er normeret til 34 speciallæger og 42 uddannelsessøgende yngre læger. Der er i alt ansat 420 medarbejdere i M/FAM.  

Følgende specialer er repræsenteret i afdelingen: kardiologi, endokrinologi, reumatologi, gastroenterologi, infektions- og lungemedicin. Der er ambulatorier indenfor alle specialer inkl. Diagnostisk Center i Svendborg med undtagelse af Mave/tarmmedicinsk Ambulatorium, der er beliggende på sygehusenheden i Nyborg.    

Covid-19
Medicinsk Afdeling M/FAM har som led i coronapandemien etableret en vurderingsklinik og modtager patienter til observation for - og med Covid-19. Endvidere er der i takt med eskaleringsplan for Covid-19 på OUH oprettet et sengeafsnit til Covid-19 patienter med behov for indlæggelse.
Herudover står afdelingen for driften af Covid-19 Testcenter Svendborg (Podeklinik) samt vaccinationscenter Svendborg. Begge steder med vikar-ansat personale. 

Forskning  
I Medicinsk Forskningsafdeling, tilknyttet Medicinsk Afdeling M/FAM foregår der forskning på et højt nationalt og internationalt niveau med bl.a. flere ph.d. Afdelingen har en professor, forskningslektorer og aktuelt ph.d. studerende i reumatologi og kardiologi.
Afdelingen er førende indenfor telemedicinske løsninger og har løbende udviklet og efterfølgende implementeret dette i klinisk praksis.   

Undervisning  
Afdelingen har hoveduddannelsesforløb i 6 medicinske specialer og speciallæger ansat i 8 intern medicinske specialer. Vi har KBU-læger og intern medicinske introduktionsstillinger. 
Vi deltager i undervisningen af medicin-, farmaci- og biomekanikstuderende fra Syddansk Universitet. Afdelingen har 3 uddannelsesansvarlige overlæger, samt 4 kliniske lektorer.    

Løn- og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fuldtidsstilling, som er til besættelse snarest muligt. Hvis du har mere end 5 års beskæftigelse som speciallæge, vil ansættelse kunne ske i henhold til overenskomst for overlæger indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Foreningen af Speciallæger, kræver godkendt overlægebedømmelse. Hvis du har mindre end 5 års beskæftigelse som speciallæge, vil ansættelse ske i henhold til overenskomst for underordnede læger indgået mellem Yngre Læger og Regionernes Lønnings- og Takstnævn. 
Den faglige bedømmelse af dig vil ske på baggrund af dine oplysninger om egne kompetencer inden for de 7 kompetenceområder, der svarer til de 7 roller i speciallægeordningen.

Ansættelsen vil være med vagtforpligtelse, hvor man forventes at indgå i den planlagte 16-skiftede medicinske bagvagtsfunktion i 2-holdsdrift med tilstedeværelsesvagt. Afhængigt af ønske/kvalifikationer kan der evt. aftales fritagelse for vagter for en aftalt periode.   

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Mette Worsøe på telefon 63 20 21 02, E-mail:
mette.worsoe@rsyd.dk  eller specialeansvarlig overlæge Irena Hammen på telefon 23 93 61 17, E-mail: irena.hammen@rsyd.dk

Ansøgning
Ansøgningen skal udfærdiges i henhold til Sundhedsstyrelsens beskrivelse af de 7 lægeroller, og skal indeholde speciallægeautorisation, curriculum vitae, samt publikationsliste.  
Ansøgningsfristen er tirsdag den 9. februar 2021 - og din ansøgning modtages gerne elektronisk. Ansættelsessamtaler forventes afholdt efter aftale. 

  • Fakta

  • Arbejdssted
    OUH, Svendborg Sygehus
  • Kontaktperson
    Pia Størner-Ryberg
  • Adresse
    Baagøes Allé 15, Indgang 53, 5700 Svendborg
  • Stillingstype
    Afdelingslæge, Overlæge
  • Speciale
    Intern medicin: Lungesygdomme
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-03-2021
  • Regionens jobnr.
    214098
  • Quick-nr.
    403655
  • Indrykningsdato
    26-01-2021
  • Ansøgningsfrist
    09-02-2021 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    OUH, Svendborg Sygehus
  • Adresse
    Baagøes Allé 15, Indgang 53, 5700 Svendborg
  • Kontaktperson
    Pia Størner-Ryberg
  • Stillingstype
    Afdelingslæge & Overlæge
  • Speciale
    Intern medicin: Lungesygdomme
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-03-2021
  • Regionens jobnr.
    214098
  • Quick-nr.
    403655
  • Indrykningsdato
    26-01-2021
  • Ansøgningsfrist
    09-02-2021 (udløbet)

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.