Region Hovedstaden

Region Hovedstaden

Blegdamsvej 9, 2100 København Ø

Ledende lægesekretær til Afdeling for Patologi, Rigshospitalet

Er du vild med ledelse, udvikling og drift?

På Rigshospitalets Afdeling for Patologi mangler vi en dygtig leder til vores sekretariat. Sekretariatet er afdelingens nerve og der er et tæt samarbejde med afdelingens øvrige personalegrupper.

Du vil få et lederjob med personaleledelse og administrative opgaver samt driftsopgaver i en afdeling i udvikling, med fokus på det gode tværfaglige samarbejde, så vi i fællesskab kan levere diagnostiske svar til tiden, til hospitalets og Danmarks patienter.

Arbejdsopgaver

Afdeling for Patologi er en central del af alle hospitalets kræftpakkeforløb, idet vores kerneopgave bl.a. er at levere analyser og diagnostik til kræftpatienterne både på hospitalet og fra andre dele af landet. Sekretariatet er en vigtig og central partner i al den koordination der skal til, for at det lykkes os at give patienterne ”svar til tiden”. Ledelsesopgaven kræver derfor forståelse for afdelingens samlede opgaveportefølje, så sekretariatets opgaver supplerer og understøtter optimalt flow i afdelingen.

Vi har en uformel omgangstone og der er stor hjælpsomhed, når opgaverne skal løses. Ud over at være en del af sekretariatet bliver du også en del af vores store tværfaglige lederteam, der aktuelt er under forandring, idet vi i afdelingen er ved at udvide ledergruppen med flere ledende overlæger. Aktuelt består ledergruppen af Afdelingsledelsen, fire overbioanalytikere, en ledende molekylærbiolog, en professor, den ledende lægesekretær og op til 2 nye kommende ledende overlæger.

Vi prioriterer både høj faglighed og sociale arrangementer. Du kan få en fornemmelse af vores kultur ved at tjekke vores LinkedIn profil: https://www.linkedin.com/company/afdeling-for-patologi/?viewAsMember=true.

Opgaverne som ledende lægesekretær er for eksempel:

  • Personaleledelse af sekretariatets ansatte.
  • Administrative opgaver med relation til ansættelser, personalesager mm.
  • Håndtering af Optima og Silkeborg Data, afdelingens personaleadministrative systemer/vagtplanssystemer for sekretariatet og som back-up for udvalgte dele af afdelingens medarbejdere, herunder håndtering af løn, alt vedr. oprettelse af nye medarbejdere mm.
  • Ledelse af udvalgte IT-opgaver
  • Deltage i ad hoc IT-opgaver.
  • Håndtering af økonomi, herunder bestilling af varer og fakturagodkendelse i SAP.
  • Referatskrivning fra møder.
  • Dataunderstøttende opgaver.
  • Være den overordnede ansvarlige for både SAK-studerende og kontorelev(er).
  • Deltage i tværgående ledelsesmæssige opgaver.

Hertil ønsker vi, at du kan bistå sekretariatet med driftsopgaver. Disse opgaver kan tilpasses din profil, men det kan fx være nogle af disse opgaver:

  • Skrive makroundersøgelser ind i Patologisystemet, der er et afdelingsspecifikt patientjournalsystem (vi er ikke som sådan en del af SP, men slår nødvendige oplysninger op i SP)
  • Besvare og følge op på telefonsamtaler med de kliniske afdelinger, praktiserende speciallæger mm.
  • Håndtere konsultations- og revisionspræparater fra hele Danmark.
  • Sortere og fordele post.
  • Scanne dokumenter.
  • Arkiveringsopgaver.
  • Akkrediteringsopgaver.
  • Øvrige ad hoc-opgaver.

Din profil

Du har måske allerede ledelseserfaring eller du har en stor lyst til og flair for ledelsesopgaver, herunder personaleledelse. Hvis du ikke har en lederuddannelse, vil vi sikre at du bliver klædt godt på til opgaven, herunder deltagelse i regionens lederforløb for nye ledere.

Du har stor forståelse for at skabe følgeskab og sætte en meningsfuld retning, du er empatisk og forstår at lede både de yngre medarbejdere og den medarbejdergruppe, der har været længe på arbejdsmarkedet. Du har blik for at motivere dine medarbejdere og støtte op om deres faglige og personlige udvikling. Du kan også navigere professionelt mellem ledelsesopgaver, driftsopgaver og tværgående opgaver. Du har endvidere lyst til at kaste dig ud i nye opgaver uden at vi sammen kender vejen frem.

Afdelingen står overfor en større digitaliseringsproces, som vil ændre opgaveløsningen i alle personalegrupperne. Du forstår således hvordan ledelse af forandringsprocesser bedst løses i samarbejde med medarbejderne og den øvrige ledergruppe.

Sekretariatet er ud over ledelsesstillingen normeret med 8 faste stillinger, inklusiv en afdelingsledelsessekretær og en professorsekretær. Hertil har vi aktuelt en fast tilknyttet kontorelev og ad hoc tilknyttede SAK-studerende.

Du trives med udfordringer og du kan navigere i en kompleks organisation. Du prioriterer det tværfaglige samarbejde og trives i en stilling med mange daglige kontakter, både i og udenfor afdelingen.

Du har gode IT-kompetencer og du har lyst til at bidrage positivt til forandringsprocesserne i afdelingen, der er et integreret fokus i alle faggruppernes løbende udvikling.

Ift. driftsopgaverne i sekretariatet, er det en fordel, hvis du kender til anatomi og den tilhørende terminologi, men det er ikke et krav.

Vi regner med at du har en uddannelse som sekretær, det kan være lægesekretær, sundhedsservicesekretær, kontorassistent eller lignende og meget gerne med kendskab til sundhedsvæsenet. Du kan også have en anden uddannelsesmæssig baggrund med erfaring i nogle af opgaverne i denne stilling.

Vi tilbyder:

En fuldtidsstilling i en vagtfri afdeling, der arbejder i dagtimerne på hverdage.

Vi sikrer ledelsessparring og -støtte og der er god mulighed for at udvikle sig både fagligt og personligt i jobbet.

Afdeling for Patologi er en fleksibel og omstillingsparat arbejdsplads med højt til loftet, gode kolleger og et godt arbejdsmiljø.

I afdelingen har vi gratis kaffe/the og frugtordning. Det er også muligt at deltage i elastikgymnastik 2 gange om ugen.

Om Afdeling for Patologi

Afdeling for Patologi er en del af Rigshospitalets Diagnostiske Center og yder højt specialiseret diagnostik for Rigshospitalets afdelinger, Bispebjerg Hospital og Bornholm. Desuden modtages prøver fra praksissektoren samt fra Færøerne, Grønland og Sydsverige.

Afdelingen ledes af en afdelingsledelse bestående af en cheflæge og en chefbioanalytiker. Vi er normeret til ca. 190 ansatte, hertil mange tilknyttede forskere og studerende. Personalegrupperne i afdelingen er lægesekretærer, læger, bioanalytikere, laboranter, obduktionsteknikere, molekylærbiologer, en kemiker m.fl.

Afdelingen er beliggende på 2 matrikler. Det diagnostiske arbejde foregår i Teilumbygningen på Rigshospitalet, mens vores eksperimentelle forskningsenhed, Bartholin Instituttet, er beliggende på Biocenteret. Den ledige stilling er i Teilumbygningen.

Vores målsætning er at yde suveræn analyse og diagnostik hver dag.

Alle faggrupper arbejder således for i fællesskab at give patienterne den bedst mulige diagnostik, og vi lægger stor vægt på det gode samarbejde med høj grad af service og kvalitet inden for vores 3 kerneydelser; diagnostik, forskning og uddannelse.

Afdelingen deltager i prægraduat uddannelse af alle relevante faggrupper.

Løn og ansættelsesforhold

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for lægesekretærer m.fl. mellem HK/Kommunal og Regionernes lønnings- og takstnævn.

Ansøgningsprocedure

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Afdelingsledelsen:

Ansøgningsfristen er den 18. februar 2023. Der forventes af blive gennemført en første samtalerunde den 21. februar om eftermiddagen og en anden samtalerunde den 24. februar, ligeledes om eftermiddagen. For kandidater der går videre til anden samtalerunde, vil forløbet også inkludere en teamssamtale med Afdelingsledelsen.

Den motiverede ansøgning skal indeholde CV, eksamensbeviser samt andre relevante oplysninger.

Stillingen ønskes besat pr. 1.april 2023 eller snarest muligt.

Om Diagnostisk Center

Rigshospitalet har ca. 12.000 medarbejdere. Afdeling for Patologi er placeret i Diagnostisk Center, der er et af Rigshospitalets syv centre med ca. 1600 medarbejdere. Kerneydelserne er diagnostik og patientbehandling, uddannelse og forskning.

 

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Rigshospitalet, Blegdamsvej
  • Kontaktperson
    Majbritt Wagner-Eckert
  • Adresse
    Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
  • Stillingstyper
    Ledende lægesekretær
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-04-2023
  • Regionens jobnr.
    247124
  • Quick-nr.
    443624
  • Indrykningsdato
    24-01-2023
  • Ansøgningsfrist
    18-02-2023 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    Rigshospitalet, Blegdamsvej
  • Adresse
    Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
  • Kontaktperson
    Majbritt Wagner-Eckert
  • Stillingstyper
    Ledende lægesekretær
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-04-2023
  • Regionens jobnr.
    247124
  • Quick-nr.
    443624
  • Indrykningsdato
    24-01-2023
  • Ansøgningsfrist
    18-02-2023 (udløbet)

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.